5. Kan jeg træne, når jeg har demens?
Kontakt vedrørende denne artikel: Ole Hückelkamp 2241 1417 ole.huckelkamp@sundhedbatter.dk
Ja, i høj grad
Mange af de funktioner, man bruger i hjernen, når man laver fysisk aktivitet bygger på det, som vi kalder implicit og procedural hukommelse, også kaldt for kropshukommelse.
Denne form for hukommelse er oftest relativt velbevaret hos mennesker med demens, også længere henne i sygdomsforløbet. Derfor har mange mennesker med demens ressourcer til at deltage i aktiviteter, der omfatter fysisk aktivitet og får et stort udbytte ud af at deltage.
En person med demens i tidligt stadie vil som oftest kunne deltage i almen funktionstræning med redskaber og træningsmaskiner. Senere i sygdomsforløbet vil den fysiske træning have karakter af motion eller leg, hvor fokus også er rettet mod styrke, balance, stimulering af sanser og vågenhed.
Det er naturligvis vigtigt, at aktiviteterne er særligt tilrettelagte for mennesker med demens og tager udgangspunkt i den enkeltes funktionsevne og motivation. Instruktørerne har derfor en særlig opgave i forhold til at skabe demensvenlige, trygge og genkendelige rammer, som motiverer og giver lyst til træning. Kilde: Nationalt Videnscenter for Demens.